Denne bil er solgt. For at se de biler vi har til salg klik her

 

 

 

 

Jaguar XJ 6 - 1974

Jaguar XJ 6 - 1974


I midten af 1960ene trængte Jaguar til en moderne afløser for en række af deres fine og succesfulde biler som Mk 2, S-Typen og 420. Det var ikke en let opgave at løse i een og samme bil, men da Jaguar præsenterede den nye XJ på Earls Court Motor Show i London i 1968, var de besøgende passende imponerede over den store luksusbil og det var der også al mulig grund til at være.

Den lange, elegante vogn havde tydelige design træk fra tidligere modeller og var alligevel meget moderne i sine linjer. Den var på én gang både uhyre komfortabel og luksuriøs og havde for en stor bil alligevel et element af sportslige køreegenskaber. Med den store 6-cylindrede rækkemotor på 4.2 liter var topfarten på ægte 225 km/t. At kalde en XJ for en billig bil vil være forkert, men i forhold til Mercedes, Rolls Royce, Bentley og de få andre der kunne matche XJ’eren i fart og luksus, var den bestemt ikke dyr og den gav vel mere end nogen anden model mening til det berømte Jaguar slogan ”Grace, space and pace”.

I dag har en del XJ biler overlevet og findes nu på på klassiker markedet og til meget varierende priser. Vi fornærmer dog næppe nogen ved at sige, også i meget varierende stand. Den tidligere danske ejer af denne ledte længe og endte i Italien inden han fandt et eksemplar af en XJ der levede op til hans krav om en nærmest jomfruelig, usvejst bil i top stand. Vi har den oprindelige italienske registreringsattest, der viser at bilens første ejer var en Cristina Corsini i Verona, født 1949 og altså kun 25 år gammel da hun i 1974 blev ejer sin nye Jaguar.

Ved hjemkomsten til Danmark for 5 år siden brugte den eneste danske ejer en del tid og penge på at få bilen fuldt serviceret og gennemgået. Alle både små og større detaljer er bragt i orden og fuldt funktionsdygtige og det er helt ned til det store originale Frigette air-con anlæg, der fylder den fine læderkabine med masser af kølig luft. Som noget usædvanligt, men typisk italiensk er gearkassen manuel og med elektrisk overdrive. Det klæder faktisk den kraftige motor rigtig godt og bilen virker mere frisk i sit antrit end med den sædvanlige 3-trins automatkasse. Vi kan kun anbefale enhver der overvejer en XJ fra den bedste del af markedet, at se nærmere på dette fine, originale eksemplar med ”full matching numbers and colors” i Sable med Biscuit læder. Leveres indregistreret.