Denne bil er solgt. For at se de biler vi har til salg klik her

 

 

 

 

MGB - 1965

MGB - 1965


Vi har ofte lovprist MGB som en god ”entry level” klassiker, men det er på en måde lidt en desavouering af en bil der på sine præmisser gør stort set alt rigtigt. For ikke bare er en MGB køn og velkørende, den er også godt skruet sammen i forhold til mange af sin samtids konkurrenter og så fungerer den rigtigt godt i hverdagen også. Med sit selvbærende karrosseri slap MG af med den raslen og rysten, der var en uløselig del af en køretur i de tidligere modeller med separat chassisramme og man fik samtidig et meget stivere og mere vridningsstabilt karrosseri. Man befinder sig godt i den kompakte kabine og med rigeligt benplads til selv de længste chauffører. Reservedelssituationen er blandt de allerbedste og en MGB er nem at holde kørende. Den pålidelige 1800 motor har godt bundtræk og dens karakteristik passer godt til bilen. Med elektrisk overdrive er den tilmed ganske komfortabel også på længere ture, hvor der holdes en pæn gennemsnitsfart.

Dens appel til sportsvognsentusiaster over hele verden synes eviggyldig og den repræsenterer vel den dag i dag om nogen bil forestillingen om en åben 2-persones engelsk sportsvogn. Der er en hel industri om modellen og et righoldigt udbud af originale reservedele og ikke mindst tuningsdele. Det gør livet som MGB ejer noget lettere end mange ejere af andre klassiske biler oplever.

Denne repræsentant for modellen er i rigtig god stand og så er det en attraktiv årgang 1965 som er den første med den robuste motor med 5 hovedlejer. Den er stadig med sin originale motor (matching numbers) og så har den det meget ønskværdige overdrive på 3. og 4. gear. Farven er den klassiske British Racing Green og den er monteret med 60-egers trådhjul, der er sølvfarvede som de skal være og ikke forkromede som aldrig var en option fra fabrikken. Der sidder et lækkert Moto-Lita trærat, men det originale følger med. Bør ses og prøves hvis du kigger efter MGB.