Ferrari 365 GT4 BB - 1974

Ferrari 365 GT4 BB - 1974


Da traktorproducenten Ferruccio Lamborghini i 1966 chokerede verden med sin Miura, blev den ellers enevældige konge Ferrari med et slag trængt i defensiven. Ved siden af den ultralave, 12 cylindrede centermotorbil fra Lamborghini virkede Daytona’en, med sin store V12 motor i fronten som en dinosaur, hvis storhedstid var ved at rinde hastigt ud. Der skulle dog gå yderligere hele 5 år inden det lykkedes ingeniørerne hos Ferrari, at overbevise Enzo om, at centermotorprincippet var fremtiden for supersportsvogne, men så stemplede de også for alvor ind i kampen igen om den absolutte top med deres 365 GT4 Berlinetta Boxer.

Motoren var i princippet stadig en V12, men nu med cylinderrækkerne lagt fladt ned i en 180 graders vinkel, så på trods af navnet var der faktisk ikke tale om en boxermotor, men en flad V12. Den var i sit konstruktionsprincip hentet direkte fra Ferraris Formel 1 biler Tipo 312, med hele 4.4 liter slagvolumen, 4 overliggende knastaksler og 4 mægtige triple Weber karburatorer. Gearkasse og udgangsaksler var placeret under motoren og dermed kunne man bevare en kort aksleafstand i en kompakt chassisramme.

Leonardo Fioravanti hos Pininfarina var mesteren bag de kompakte linier med den kileformede front og karosseriet i aluminium blev bygget hos Scaglietti i nærliggende Modena. Bilen indtog med det samme tronen blandt superbiler, og på en tid, hvor kun ganske få biler kunne køre 200 km/t, var 365 BB med en topfart på 302 km/t fra en anden verden og ganske enkelt den hurtigste serieproducerede bil, der kunne købes og indregistreres. Hurtigere end Miura og efterfølgeren Countach, og hurtigere end bæstet, der få år senere blev sluppet ud af Zuffenhausen, Porsche 911 Turbo.

365 BB ramte verden på et tidspunkt, hvor der allerede var begyndt at komme emissionskrav til biler, og Ferrari måtte lave afløseren 512 BB med større motor for at bevare føringen. 365 BB er dog ikke bare Berlinetta Boxer’en i sin oprindelige og reneste form, den har flere hestekræfter, er hurtigere og med kun 387 producerede eksemplarer langt mere sjælden end efterfølgeren 512 BB.

Bilen her er med typiske italienske specifikationer og blev udleveret ny i Venedig. Den fremtræder urørt og i sine originale farver og kabine, men en fyldig historie og sæt af regninger vidner om god vedligehold. En svaghed på disse tidlige BB’ere, er kron- og spidshjulet i differentialet. Det originale kronhjul består af 2 dele, der er svejst sammen. Det holder ikke til den potente motor og skal før eller siden skiftes på alle biler. Et nyt der er bearbejdet i ét stykke leveres fra en fabrik i England, som ellers laver gearkasser til helikoptere. Det koster £18.000 og skal så monteres. Det er netop gjort på denne bil og når nu motoren er ude kan man lige så godt skifte kobling og lave komplet service med det samme.

Her er her chancen for at investere i en af de mest ikoniske superbiler, en teknologisk magtdemonstration og en milepæl i Ferrari’s modelhistorie. Prisen er inklusive afgift og dansk indregistrering.


EURO 375.000