Alfa Romeo 1750 GT Veloce - 1971

Alfa Romeo 1750 GT Veloce - 1971


 

Med sit elegante design, fine detaljer og lækre motor, er 1750 GT Veloce af mange vurderet som højdepunktet af Alfas lomme GT’ere fra 1960’ere. Med den fine 122 HK aluminiumsmotor med dobbelt overliggende knastaksler, 0-100 kmt på under 10 sekunder og en tophastighed på 190 kmt har den kræfter der lever op til udseendet. Den dybe indsugningslyd fra de 2 dobbelte Dellorto karburatorer og den snerrende lyd fra udstødningen er klassisk Alfa Romeo.

Læg hertil en direkte og velfungerende 5 trins gearkasse og skivebremser hele vejen rundt og du har en dejlig sportsvogn, der samtidig er en kompakt men stadig meget kapabel GT. Da driftsomkostninger samtidig er moderate sammenlignet med mere eksotiske italienere, ligesom der findes masser af reservedele, standard såvel som opgraderede versioner, er det ingen overraskelse, at disse biler rangerer højt på klassikermarkedet i dag.

Denne skønne 1750 GTV er oprindeligt indregistreret i Italien den 29. april 1971. Efter 40 år i hjemlandets milde klima var bilen stadig i rigtig fin stand da vi fandt den og bragte den til Danmark. Her blev den omlakeret i en meget høj standard og fik foretaget nogle mindre reparationer, før bilen blev overtaget af en ægte Alfa Romeo entusiast – dette var hans 6. GTV.

Den meget entusiastiske ejer brugte virkelig Alfaen, blandt andet har bilen været med på mange mindeværdige rejser og har blandt andet flere gange være på tur fra Danmark til Frankrig, Italien og ejerens elskede Spanien – og herigennem kørt på nogle af de bedste veje i Europa. For at kunne klare dette, er Alfa Romeoen løbende blevet vedligeholdt til den højeste standard og er blevet forkælet med alt fra nye bøsninger i undervognen til en renoveret gearkasse.

Under et rutinecheck i 2015 af den i øvrigt meget velkørende ”Nord” twin-cam motor opdagede han en lidt nedsat kompression på cylinder 4 – hvorpå ejeren besluttede at få motoren komplet renoveret. Dette blev afsluttet i vinteren 2018, hvorefter Alfaen returnerede til drift i foråret. Bilen er så velkørende som nogensinde.

Dette er en mulighed for en ny entusiast til at overtage en GTV der er vedligeholdt uden hensyntagen til omkostninger. Udover den renoverede motor har Alfaen også fået renoveret gearkasse, kardanaksel, karburatorer, bremser og bremsecylindre, styring, køler, sæder, instrumentbrædt m.v. Selv el-nettet er gennemgået.

Det er samtidig en meget smuk bil i den klassiske Alfa Rosso farve, med sort kabine og meget tæt på de originale specifikationer. Udover en let 20mm sænkning samt tilføjelsen af de smukke GTA aluminiumsfælge er denne 1750 GTV det tætteste man kan komme på en original fabriksleveret bil. Denne Alfa Romeo er parat til alt hvad du måtte byde den om det så er det lokale klassiker-træf eller den episke tur ned gennem Europa på vej til Stelvio passet. Motoren er stadig under tilkørsel efter knap 800 km siden renovering og længes efter at blive kørt rigtigt på ny. Skal du være dens nye ejer?


EURO 43.800

DKK 325.000