Kr. 325.000
Da Alfa Romeo i 1966 præsenterede den nye Spider 1600, havde den en vanskelig opgave med at afløse den lille Giulietta/Giulia Spider som hele Italien elskede ubetinget. Designhuset Pininfarina præsterede imidlertid at give Alfa den største sportsvognssucces nogensinde, med et design der kunne overleve næsten uforandret i en bilmodel produceret gennem fire årtier. Med til at give den nye 105-serie Spider en kickstart blandt bilelskere, var uden tvivl dens medvirken i filmen ‘The Graduate’ fra 1967 med en debuterende Dustin Hoffman og Anne Bancroft som den underskønne Mrs. Robinson.
I forbindelse med præsentationen udskrev Alfa Romeo en navne konkurrence, hvor over 100.000 forslag blev indsendt. Vindernavnet var ”Duetto” – som på italiensk betyder for to eller en dobbelt. Men navnet var allerede anvendt af en chokolade producent, så Alfa fik ikke lov at anvende navnet officielt. Men i folkemunde blev modellen alligevel kendt som Duetto, et kælenavn der hang ved indtil den blev facelifted i 1967 da bagdelen af bilen fik den skarpt afskårne hæk. Ja faktisk holder italienerne fast i kælenavnet og bruger det stadig den dag i dag for alle serie 105 Spider versionerne.
Teknisk var Duetto med den klassiske 1600 ”Nord” motor i aluminium og med 2 overliggende knastaksler. Den ydede 109 HK, klart kraftigere end tilsvarende 1600 motorer for sin tid. Porsche kunne kun hive 90hk ud af deres tilsvarende 1600ccm Super 90 motor til sammenligning! Læg dertil 5 gear og skivebremser både for og bag – en reel sportsvogn.
Denne Duetto er i ganske original stand, og er en af de tidligste eksemplarer med det oprindelige bremsesystem fra Dunlop. Lakeret i den klassiske Pininfarina Rosso og med sort interiør i skai. Tidligere ejer har renoveret og repareret ganske mange dele af bilen (listen er meget lang) inklusive gearkasse og komplet undervogn, og den kører fortsat rigtig fint. Kaleche og dækken er ligeledes nye. Oprindeligt importeret fra Como i Italien, og den oprindelige libretto – vognbog – følger stadig med bilen.
Leveres med historiske sorte nummerplader der klæder bilen så godt. Bilen er klar til at blive nydt af sin nye heldige ejer og afventer blot en connoisseur, der forstår at værdsætte den høje kvalitet bilen tilbyder.






































