Hvad er et kommissionssalg og er det noget for mig?
Ved et kommissionssalg overlader du det til os, at varetage salget af din klassiske bil. Der er flere fordele ved at lade en professionel forhandler og specialist i klassiske biler håndtere salget af din bil.
Først og fremmest så har vi et indgående kendskab til markedet og kunderne. Det gælder ikke mindst det internationale marked, og vi sælger op mod halvdelen af vores biler til udenlandske kunder. Vi varetager alle henvendelser fra potentielle købere, både telefonisk, personligt og på mail. Dernæst sker al fremvisning, forhandling og eventuel prøvekørsel hos os.
Endvidere kan vi som specialister i klassiske biler ofte få en lidt bedre pris for din bil end du kan som privat sælger. Som forhandler er vi underlagt loven om forbrugerbeskyttelse. Det betyder at mange købere er mere trygge ved at handle hos en forhandler frem for med en privat sælger, hvor “købt som beset”, kan vise sig at blive dyrt.
Endelig har en del købere en anden bil der skal byttes ind, som hel- eller delbetaling for en nyanskaffelse. Det er du som privat sælger sjældent interesseret i. Det har vi som forhandler af klassiske biler bedre mulighed for. Det øger chancen for at din bil bliver solgt.
Hvad gør Stelvio for at sælge min bil?
Vi sætter fokus på din klassiker, så den får den opmærksomhed den fortjener. Vi klargør bilen professionelt og har den mindre fejl kan vi også rette disse. Dernæst laver vi en beskrivelse af bilen med en tilhørende serie af fotos så den præsenterer sig bedst muligt. Bilen bliver annonceret på vores egen hjemmeside, som har 20.000 besøg fra ind- og udland hver måned. Dernæst annoncerer vi på de væsentlige internationale websites for klassiske biler som ClassicDriver, CarandClassic og mobile.de.
Alt dette er en del af vores ydelse og den investering vi gør i din bil og den er helt gratis for dig. Vi vil til gengæld også have en rimelig chance for at sælge den. Typisk laver vi en aftale der løber over 5-6 måneder og i denne periode har vi eksklusiv ret til at sælge din bil. Det betyder at bilen i denne periode ikke kan sælges af andre end os. Er bilen ikke solgt indenfor den aftalte periode, er du helt fri til at hente din bil uden honorar til os, eller vi kan aftale at forlænge perioden.
Stelvio Automobili har et bredt internationalt netværk, der omfatter både private kunder samt andre forhandlere af klassiske biler i udlandet og vi har ofte henvendelser fra især udenlandske kunder, der måske venter på at netop din bil kommer til salg.
Har jeg nogen sikkerhed, mens min bil står hos jer?
Ja. Vi laver altid en skriftlig kontrakt med dig som ejer, der sikrer at alt er aftalt på forhånd og blandt andet sikrer at bilen ikke sælges, medmindre salget udløser den aftalte pris til dig. Vi passer på din bil og er den ikke indregistreret, så vil den være dækket af vores forhandler-værkstedsforsikring, mens den er i vores varetægt. På en prøvetur med vores faste prøveskilte vil den være dækket af vores kaskoforsikring.
Hvad får Stelvio ud af det?
Ja, først og fremmest får vi et honorar for et veludført arbejde, når vi er lykkedes med et salg. Dernæst skal vi ikke selv finansiere hele vores varelager og sparer derfor renteudgifter. Det betyder alt andet lige, at vi kan have et større udvalg af fine biler.
Kan min bil komme i kommission hos Stelvio?
Hvis din bil er en klassiker og den er i flot stand, så vil svaret næsten altid være et ja. Vi gør vores bedste for at holde en høj standard på de biler vi har til salg, både vores egne og de biler vi har i kommission for kunder. Derfor tager vi fx. ikke “projektbiler” i kommission, medmindre det er en meget sjælden vogn.
Har din bil væsentlige mangler der skal udbedres inden et salg, så kan vi som regel også sørge for det på vores eget værksted eller med hjælp fra andre specialister. Måske skal den også synes inden et salg kan ske. Som regel tager vi os af alt det fornødne og lægger ud for udgifterne. Bilen skal dog som udgangspunkt være i god stand og vi udfører ikke arbejde på din bil, medmindre dette og omkostningerne hertil udtrykkeligt er aftalt på forhånd.
I har jo 3 andre biler mage til min. Kommer min bil så ikke i konkurrence med de andre og bliver overset?
Nej. Faktisk er det sådan, at jo større udvalg en forhandler har af samme model, jo mere parat er potentielle købere til at komme og se bilerne. Skal en kunde rejse langt for at se en enkelt bil hos en privat sælger oplever de at rejsen er spildt, hvis ikke bilen lever op til forventningerne. Det betyder også, at en kunde måske får interesse for din bil selvom det ikke var den han i første omgang kom for at kigge på. Især udenlandske kunder er mere tilbøjelige til at komme rejsende langvejs fra når der er mange biler at se på.
Hvad koster det?
Stelvio Automobili arbejder efter et “no cure – no pay” princip. Det betyder kort og godt, at lykkes vi ikke med et salg af din bil, så skal vi heller ikke have noget honorar. Når vi sælger en bil så aftaler vi på forhånd den pris du som ejer er garanteret at få i hånden, når handlen er gennemført. Det betyder kort og godt, at kan et salg ikke udløse det beløb til dig som vi har aftalt, så sælger vi ikke bilen medmindre det sker med din accept. Du ved med andre ord helt præcist hvad du får for din bil – inden den sælges.
Hvornår får jeg mine penge?
Indenfor for få bankdage efter at din bil er solgt vil dine penge være overført til din konto. Stelvio Automobili udleverer ALDRIG din bil til en køber før fuld og hel betaling har fundet sted.
Har du derfor en fin klassisk bil, som du af den ene eller anden grund ønsker at sælge, så kontakt Stelvio Automobili. Vi ser frem til et konstruktivt samarbejde om salget af din klassiske bil.