Siden 1949, hvor den østrigskfødte ingeniør Carlo (Karl) Abarth, grundlagde sit tuningsfirma, har bilerne med hans stjernetegn skorpionen, været synonym med motorsport og voldsomt tunede biler. En fordobling af fabrikydelsen var mere reglen end undtagelsen. Mest kendt blev han nok for sit mangeårige samarbejde med Fiat, men troldmanden fra Torino, havde tætte forbindelser med mange af datidens store personligheder indenfor bil- og motorsportsverdenen, som Ferry Porsche, Rudolf Hruska, Tazio Nuvolari og Piero Dusio og han blev den største og mest kendte af efterkrigstidens mange små, uafhængige biltuningsfirmaer i Italien, de såkaldte preparatori.
Med den nye Abarth Grande Punto, har det berømte navn efter mange års dvale fået en værdig revival. Grande Punto’en er en ægte Abarth, og ikke som den tidligere Stilo Abarth blot en mere eller mindre standard Fiat monteret med lidt efterfølgende Abarth-logoer. Denne Abarth er skrap og kommer direkte i kamp med et par af dagens andre hot-hatches som Mini Cooper S, Ford Focus ST og Clio Renaultsport.
Dette racerrøde eksemplar har vi netop hentet i Italien. En Abarth er i selv ikke nogen sinke. Denne er yderligere monteret med esseesse kittet (lydskrift for SS eller Super Sport), der hæver ydelsen fra 155 hk til 180 hk. Kittet monteres af autoriserede Abarth forhandlere og kun på biler der er mindre en 1 år gamle. Det monteres samtidig med Assetto kittet til undervognen, der omfatter stivere fjedre som sænker bilen ca. 20 mm, perforerede bremseskiver, fastere støddæmpere og 18″ fælge med Pirelli P-Zero dæk. Esseesse kittet består af et specielt BMC luftfilter, større indsprøjtningsdyser, en Garrett 1446 turbolader, specialudstødning og en tilpasset ECU chip i motorstyringen.
Den har blandt anden airkondition, 6-trins gearkasse, trådløs Blue&Me, så iPod og og andre Bluetooth enheder kan styres fra Blaupunkt-anlægget. Bilen har kørt 28.000 km og fremstår som ny. En Abarth Grande Punto er med kun en enkelt bil i sig selv mere end sjælden på de danske veje og den endnu skrappere esseesse version her er, så vidt vi ved, det eneste eksemplar i landet.