Spring til indhold

Alfa Romeo Giulia 1300 Super – 1973

Nok opfandt VW betegnelsen GTI og slog det fast som begreb, men deres bil kom mindst 15 år efter Alfa Romeos. Da Giulia’en blev præsenteret som afløser for den populære Giulietta i 1962 var den for sin tid en bilteknisk lækkerbidsken. Den er indbegrebet af alt det vi i de sidste 30 år har forstået ved en GTI bil. En kompakt familiebil med ekstra kraftig motor, effektive bremser og ikke mindst fremragende køregenskaber. Alt sammen pakket ind i et diskret ydre, som man skal kende for at vide, at her er en bil, der kan give ejere af rendyrkede sportsvogne sved på panden.

Mekanisk valgte Alfa Romeo at bygge videre på den velfungerende platform der var startet med Giulietta’en allerede i 1953, men på næsten alle områder havde man forbedret designet. 5 gear var nu standard, bagakslen blev forstærket og ligeså ophænget bagtil. Skivebremser hele vejen rundt blev standard, ligesom det var blevet det på de sidste Giulietta.

Udover, at den var teknisk raffineret, havde Alfa for første gang på en seriemodel gjort brug af en vindtunnel i udviklingen af karosseriet. Umiddelbart skulle man ikkke tro, at det kantede karosseri var særligt vindglat, men faktisk har bilen en cw koefficient på bare 0,32 – det samme som en Porsche 911 eller den meget slikkede og 25 år nyere Audi 80. Ikke mange biler i de tidlige 60’ere var blot i nærheden af det niveau og det kunne ses på topfarten – 180 km/t var, for 45 år siden, endog meget hurtigt for en familiebil med relativt beskeden motorstørrelse.

Giulia’en blev hurtigt den foretrukne model for Polizia og Carabinieri, og forbryderne skulle op i meget hurtige biler for at stikke af (dog lykkedes det et hold skøre englændere, at køre fra dem i 3 Mini Coopers i kultfilmen ‘The Italian Job’). Giulia’en stod øverst på ønskelisten hos den unge succesrige leder og den kunne bringe ham og hans familie med fuld feriebagage fra storbyerne, ad autostradaen til badestederne ved Lido di Jesolo og Forte Dei Marmi – med 160 km timen hele vejen!

Denne Giulia 1300 Super har vi selv  taget hjem fra Bologna. Den lille 1300 motor er her erstattet med en nyrenoveret 2 liter motor med 131 HK. Den har kørt bare en halv sommersæson i Danmark, og er resultatet af et stykke meget grundigt og netop afsluttet restaureringsarbejde, hvor man har bestræbt sig på at holde bilen til de originale specifikationer overalt. Billederne yder ikke farven fuldt retfærdighed. Den er ikke blommefarvet, men nærmest som mørk chokolade. Det er en sjælden farve der kaldes Faggio og den er ualmindelig flot. Interiøret i bilen er cognacfarvet Maremma wild boar tex – og ligeledes i en stand der sjældent er set bedre. Man har dog valgt sæder med nakkestøtter fra en lidt senere årgang. Hele farvekombinationen på denne bil er yderst lækker og indbydende. Resten af bilen er lige så fin og indbydende som optikken. Al mekanik er renoveret, motor, gearkasse og undervogn med affjedring, bremser og styretøj.

Vi har selv kørt denne fine Giulia hjem fra Italien på egne hjul og kan stå inde for både driftsikkerhed og funktionalitet. Den holder fint trit med langt nyere og kraftigere biler. Prisen er med dansk registreringsafgift.