Spring til indhold

Austin Healey Sprite Mk I – 1960

Den lille åbne Sprite Mk. I, var tænkt som en billig åben sportsvogn en fyr kunne have i sit motorcykelskur og den blev hurtigt kendt i England som ‘Frogeye’ og i USA som ‘Bugeye’. Bilen var i produktion fra 1958 til 1961. Nyvognprisen i England var under £700 og bilen blev populær. Den var det naturlige skridt, når man fik råd til mere end en motorcykel og benzinforbruget var, med kun 6,6L på 100km, ikke meget større end datidens motorcykler. Oprindeligt var det tænkt at lygterne skulle klappe ned i hjelmen, men det blev for dyrt at producere og harmonerede ikke med bilens lavpriskoncept, så de endte med at blive monteret fast oven på hjelmen. Sammen med det smilende kølergitter, gav det bilen det meget karakteristiske, glade udseende og siden har den været en eftertragtet lille charmetrold, der kalder smil frem overalt, hvor man færdes med den.

Frogeye’ns popularitet skyldes ikke kun det charmerende udseende. Den kører faktisk rigtigt godt. Med 43 HK i sin lille 948 cc B-serie motor, bliver den aldrig nogen roadburner, men den lave vægt på under 700 kg, tandstangsstyring og uafhængig forhjulsophæng, gør den ganske underholdende og velkørende på de snoede sogneveje og den fortjener fuldt ud betegnelsen sportsvogn. Den er et rullende bevis på, at man ikke behøver 300 HK i en supersportsvogn, for at have det sjovt.

Vi er normalt meget karrige med at bruge udtrykket ‘concour’, når vi skal beskrive en bils stand. Der er gået inflation i det begreb og det siger som regel mere om sælgeren end det gør om hans bil. Her er det imidlertid helt på sin plads. En flymekaniker hos SAS har brugt al sin faglige kunnen og 8 år af sin fritid på, at restaurere denne bil til sig selv. Det er et stykke arbejde man næsten ikke ville kunne betale sig fra og kun de færreste selv magter at gennemføre på dette niveau. Ikke så meget som en skruekærv sidder skævt.

Der medfølger både kaleche og sideruder og vi har faktisk også en hardtop, men ingen skal få os til at montere det, for både kaleche og de løse, klaprende sideruder ridser lakken på et øjeblik. Begynder det at regne, så gør som englænderne siger: Seek shelter or get wet. Tja, vi behøver vel egentlig ikke at skrive så meget mere, men lader bilen tale for sig selv…