Spring til indhold

Ferrari Testarossa – 1991

Da Ferrari i 1984 præsenterede deres nye topmodel som afløser for 512BB, var et ikon født, der vel mere end nogen anden bil, kom til at repræsentere 80’erne og det højest opnåelige i dette hurtige årti. Testarossa, der jo betyder rødt hoved eller ‘rødtop’ med italienernes vanlige sans for det dobbelttydige til det feminine, var dog ikke den første Ferrari med det navn. Testa Rossa (ordet delt i 2) var også navnet på nogle af Ferraris fantastiske racersportsvogne sidst i 50’erne. 

Også designet var spektakulært. Når man placerer en stor, højtydende 12-cylindret motor inde midt i en bil, kræver det, at mængder af luft ledes ind omkring den. Pininfarina gav den derfor nogle store og meget karakteristiske luftindtag, der får den til at se ud som en kæmpe tiger har haft kløerne i den og den kun er undsluppet ved anvendelse af alle sine 390 hestekræfter. Og netop motoren kan ingen tage fra denne bil. Der er ganske enkelt intet andet, der lyder som en 12-cylindret Ferrari ved fulde omdrejninger. Her er ikke brug for snedige akustiske tricks med klapper der åbnes og ændrer standbølgeforhold i udstødningen. 12 cylindre, 4 knastaksler og 48 ventiler, der arbejder på højtryk. Det er ren, rå motorlyd.

En moderne Ferrari kan køres temmeligt hurtigt af ethvert tøsebarn. En Testarossa, derimod, er ikke for alle og enhver. Den kræver noget af sin chauffør. Ingen servostyring, ingen ESP, intet elektrisk gearskifte bag rattet, hvor man bare klikker gearene i lige så hurtigt den kan æde dem. En direkte styring, en rigtig gearstang i den klassiske skiftekulisse og en fast kobling. Det kræver beslutsomhed at køre Testarossa.

Denne 1991 model er den sidste årgang Testarossa, før den bliver til 512TR og senere F512M. Bilen er dansk indregistreret, har fuld historie og fuld service, KM kun 48.000. En Testarossa i meget flot stand. Prisen uden afgift.