Spring til indhold

Fiat Dino 2400 – 1970

I midten af 60’erne stod Ferrari med et problem, som kun Fiats massive produktionskapacitet kunne løse. Ferrari ønskede at deltage i den nye Formel 2 klasse og den allerede udviklede Dino V6 motor lå på hylden. De nye F2 regler krævede imidlertid, at motoren årligt blev fremstillet i mindst 500 eksemplarer og lagt i et tilsvarende antal biler. På den tid havde Ferrari hverken kapacitet til at fremstille så mange motorer og slet ikke finanser til at producere og sælge så mange sportsvogne. Efter forhandlinger med den nytiltrådte Fiat boss Gianni Agnelli, gik Fiat med til at producere motorerne og selv udvikle en sportsvogn i prestigeklassen til motoren.

Resultatet af Fiats anstrengelser blev den meget smukke Pininfarina designede Dino Spider og den elegante coupe designet af den unge Giugiaro hos Bertone. Selvom bilerne blev udviklet på rekordtid og med anvendelse af flere komponenter fra andre Fiat biler, så lykkedes det Fiats ingeniører, at konstruere et par meget vellykket sportsvogne.

Med modelskiftet til 2400 modellen, der blev bygget i 2398 eksemplarer fra april 1969 til juni 1972, kom så mange forbedringer i forhold til den tidligere 2000 model, at der nærmest var tale om en ny bil. De vigtigste var udskiftningen af den stive bagaksel til den langt mere avancerede bagvogn fra den store Fiat 130 saloon, med uafhængig baghjulsophæng, bremser, gearkasse og differentiale med spær.

Så er vi, måske bortset fra de elegante kurver, fremme ved denne bils største attraktion. Den overkvadratiske Ferrari V6 motor med 4 overliggende knastaksler. Denne avancerede motor, er et sandt festfyrværkeri af vellyd og veloplagthed. Skiftet fra 2000 til 2400 motoren betød også, at motorblokken nu var støbejern og ikke aluminium. Den 2-liters aluminiumsmotor var en kompleks sag.

Den var oprindeligt konstrueret som 1.5 l racermotor og var, ifølge konstruktøren Lampredi selv, allerede stresset til det yderste i 2 liter versionen. Lampredi overbeviste ledelsen om, at det var bedre at starte nærmest forfra med 2.4 liter udgaven og det gav man tillladelse til. 2.4 motoren havde mere power, den var smidigere, mindre støjende, bedre smurt og i det hele taget langt mere pålidelig. Da den blev installeret i Dino coupe’en, udfyldte den sit job perfekt.

De 180 heste i den sprøde motor drejer op til omkring 8.000 omdr/min med en lyd, der afslører præcis det den er, en ægte racermotor med rødder til Formel 2.

Vi har selv hentet denne fine Dino i Meda nord for Milano for 5 år siden og tidligere solgt den. Bilen er ikke bare i flot og original stand overalt. Den er også yderst velfungerende i alle funktioner. Alle de småting, der trods alt godt kan drille lidt på en bil, der har passeret 35 års alderen, er klaret. Så det er bare at dreje nøglen og lade den sprøde motor springe igang. Vi sælger den til en meget attraktiv pris, der vel at mærke er inkl dansk afgift.