I midten af 60’erne stod Ferrari med et problem, som kun Fiats massive produktionskapacitet kunne løse. Ferrari ønskede at deltage i den nye Formel 2 klasse og den allerede udviklede Dino V6 motor lå på hylden. De nye F2 regler krævede imidlertid, at motoren årligt blev fremstillet i mindst 500 eksemplarer og lagt i et tilsvarende antal biler. På den tid havde Ferrari hverken kapacitet til at fremstille så mange motorer og slet ikke finanser til at producere og sælge så mange sportsvogne. Efter forhandlinger med den nytiltrådte Fiat boss Gianni Agnelli, gik Fiat med til at producere motorerne og selv udvikle en sportsvogn i prestigeklassen til motoren.
Resultatet af Fiats anstrengelser blev den meget smukke Pininfarina designede Dino Spider og den elegante coupe designet af den unge Giugiaro hos Bertone. Selvom bilerne blev udviklet på rekordtid og med anvendelse af flere komponenter fra andre Fiat biler, så lykkedes det Fiats ingeniører at konstruere et par meget vellykkede sportsvogne.
Med modelskiftet til 2400 modellen, der blev bygget i 2398 eksemplarer fra april 1969 til juni 1972, kom så mange forbedringer i forhold til den tidligere 2000 model, at der nærmest var tale om en ny bil. De vigtigste var udskiftningen af den stive bagaksel til den langt mere avancerede bagvogn fra den store Fiat 130 saloon, med uafhængig baghjulsophæng, bremser, gearkasse og differentiale med spær. 2400 motorene blev alle produceret på det samme samlebånd hos Fiat i Torino og helt uden hensyntagen til om de skulle i Fiats Dino 2400 eller Ferraris Dino 246 GT.
Eksemplaret her er helt udover det sædvanlige. Det har taget 2 rejser til Sicilien med dagslange forhandlinger med bilens ejer for at overtale ham til at sælge. Bilen har altid hørt hjemme i den samme lille by i Palermo provinsen og været ejet af samme familie fra ny til 2014! Km tælleren står nu på 66.000 km og vi kan garantere at det er korrekt. Da klarlakken efter mere end 40 år under den sicilianske sol var ved at være gennembagt, fik bilen i 2014 en oplakering i den originale og meget lækre nocciola metalizzata (nøddebrun metal). Lakering er udført i topkvalitet og med alt trim og ruder afmonteret. Bilen er således 100% korrekt og fremstår som den forlod Ferrari fabrikken i Maranello, urestaureret og blot meget, meget velbevaret i et og alt, karosseri, kabine, trim og mekanik. Den er et regulært “time warp” og ser ud som den ville stå som nyere, brugt bil i et forhandlervindue i midten af 1970’erne. Prisen er inkl. dansk afgift.