I midten af 60’erne ønskede Ferrari at deltage i den nye Formel 2 klasse og den allerede udviklede Dino V6 motor lå på hylden. De nye F2 regler krævede imidlertid, at motoren årligt blev fremstillet i mindst 500 eksemplarer og lagt i et tilsvarende antal biler. På den tid havde Ferrari hverken kapacitet til at fremstille så mange motorer og slet ikke finanser til at producere og sælge så mange sportsvogne. Efter forhandlinger med den nytiltrådte Fiat boss Gianni Agnelli, gik Fiat med til at producere motorerne og selv udvikle en sportsvogn i prestigeklassen til motoren.
Resultatet af Fiats anstrengelser blev den meget smukke Pininfarina designede Dino Spider og den elegante coupe designet af den unge Giugiaro hos Bertone. Selvom bilerne blev udviklet på rekordtid og med anvendelse af flere komponenter fra andre Fiat biler, så lykkedes det Fiats ingeniører, at konstruere et par meget vellykket sportsvogne.
Med modelskiftet til 2400 modellen, der blev bygget i 2398 eksemplarer fra april 1969 til juni 1972, kom så mange forbedringer i forhold til den tidligere 2000 model, at der nærmest var tale om en ny bil. De vigtigste var udskiftningen af den stive bagaksel til den langt mere avancerede bagvogn fra den store Fiat 130 saloon, med uafhængig baghjulsophæng, bremser, gearkasse og differentiale med spær.
Så er vi, måske bortset fra de elegante kurver, fremme ved denne bils største attraktion. Den overkvadratiske Ferrari V6 motor med 4 overliggende knastaksler. Denne avancerede motor, er et sandt festfyrværkeri af vellyd og veloplagthed. Skiftet fra 2000 til 2400 motoren betød også, at motorblokken nu var støbejern og ikke aluminium.
De 180 heste i den sprøde motor drejer op til omkring 8.000 omdr/min med en lyd, der afslører præcis det den er, en ægte racermotor med rødder til Formel 2.
Vi har hentet denne fine Dino i Rom. Farven er den lidt usædvanlige Nero, som kendere af kultfilmen ‘The Italian Job’ vil huske. Fiat leverede ikke mindre end 3 sorte Dino coupe til filmen. Interiøret er udført i tykt, blødt tabacchi farvet læder. En molto elegante kombination til den sorte bil. Bilen er i flot stand overalt og er yderst velkørende. Vi har solgt denne bil for 4 år siden. Ejeren har været glad for bilen, men ville nu prøve en åben klassiker. Vi købte uden betænkning Dino’en tilbage og kan nu tilbuyde den til en ny heldig køber – og til en for en Dino 2400 meget attraktiv pris. Prisen er inkl afgift.