“Everything you see I owe to spaghetti“. Udtalelsen fra Sophia Loren, der fik journalisten, der sad overfor hende til at løsne slipset og lukke lidt damp ud, er utvivlsomt kendt af de fleste. Den kunne lige så godt passe på Fiat’s Dino Spider. De indiskutabelt sensuelle kurver er ganske vist trukket i stål her, men designerne hos Pininfarina kunne nemt have haft de guddommelige former fra 1960’ernes mest sexede kvinde i tankerne, da de trak linierne til den smukke Dino Spider. Hvis coupe versionen af Fiat Dino fra Giugiaro og designhuset Bertone har et elegant, men stramt maskulint udtryk så har den Pininfarina designede åbne søster, skamløst fyldige og feminine kurver.
Mens førstegenerations Dino’erne med 2.0 motorer i både coupe og Spider udgaverne havde stiv bagaksel og bladfjedre fik 2.4 generationen en noget mere moderne og avanceret bagvogn med uafhængig ophæng med skruefjedre hentet fra den store Fiat 130 coupe. 2400 modellen blev desuden bygget på Ferraris fabrik i Maranello af Ferarri medarbejdere og side om side med Ferraris egen Dino 246. En Fiat Dino 2400 er derfor lige så meget, eller lige så lidt, en Ferrari som en 246 er. Med kun 424 producerede eksemplarer ud af i alt 7.803 Dino’er med Fiat emblem, er 2400 Spider i realiteten betydelig mere sjælden end alle andre medlemmer af familien Dino inklusive 246 GT og GTS.
Ferrari ville gerne have haft produktionen af motorer, men Fiat ledelsen ville ikke risikere ustabile forsyninger og insisterede på at motorerne blev bygget hos Fiat i Torino og sådan blev det. Samtlige motorer blev bygget på samme produktionslinie i Torino med nøjagtig ens specifikationer og helt uden hensyntagen til om motoren skulle i en Dino 246 eller i en Fiat Dino. Når Ferrari derfor opgiver ydelsen på 2.4 motoren til 195 HK i deres 246, mens Fiat mere beskedent oplyser 180 HK, så var det alene et af Il Commendatores mange markedsføringskneb, der ingen baggrund havde i teknikken.
Uanset antal hestekræfter så er den fine Lampredi V6 motor en juvel. Ja ja, vi ved godt at denne motor af Enzo Ferrari selv tilskrives hans højtelskede søn Alfredo “Dino”, der døde som 24-årig efter et kort liv med svigtende helbred. Han har utvivlsomt siddet med ved tegnebordet og kommet med inspiration, men man tager næppe fejl, hvis manden bag Ferraris fantastiske motorer på den tid, chefingeniør Aurelio Lampredi var den virkelige hjerne bag udviklingen. 4 overliggende knastaksler, 3 dobbelte Weber 40 DCNF karburatorer, og den elektroniske Dinoplex kapacitive kondensatortænding udviklet specielt til den hurtigroterende motor af Magneti Marelli til brug i Ferraris Le Mans racere. Det hele er en vellykket opskrift på, hvordan man tilpasser en oprindelig racermotor til en sportsvogn. Læg dertil effektive Girling bremser, som den deler med de langt kraftigere De Tomaso Pantera og Lamborghini Miura og samme ZF gearkasse, som Aston Martin også benyttede, og man forstår, at denne fuldblods sportvogn, ikke deler meget andet end emblemet med de mere ydmyge husholdsningsbiler fra moderkoncernen.
Med en dæmpet klikken fra den elektriske benzinpumpe og den metalliske virren fra starteren, kommer den orkestrale V6 motor til live med en uregelmæssig ploppen fra karburatorene. Ved lave omdrejninger en lavfrekvent, potent brummen, der med omdrejningstællerens vej til det røde felt ved 8.000 omdr/min, stiger til et rygradsrislende crescendo af mekanisk vellyd fra hvinende knastaksler, syngende kæder og store mænger luft, der hvæsende hives gennem de 3 dobbelte Webere. Nogenlunde sådan beskrev Sports Car Magazine motorlyden, da de testede bilen og vi må give dem ret. Vi har haft fornøjelsen mange gange og den motor gør noget ganske særligt ved en – hver gang. Egentlig racerkarakteristik med en pludselig eksplosion af effekt kan man ikke tale om. Den leverer derimod et glat, magtfuldt træk, der ingen ende synes at ville tage, og netop her, ved at forvandle en hysterisk racermotor til en kompetent sportsvognsmotor, viser Lampredi sig som den fremragende motorkonstruktør han var.
Bilen her er importeret fra Holland og har været i Danmark i 7 år. Den er tæt på at stå i original og urørt stand. Den har ikke været restaureret og så vidt vi kan se, har der aldrig været svejst i bilen. En enkelt oplakering er det blevet til for år tilbage, og den er derfor ikke længere perfekt i lakken. Til gengæld er karosseriet i flot stand, helt uden rust og alle tilpasninger i døre og klapper står præcist og skarpt som en urørt og ikke skadet bil skal. Begge sæder har slid og revner, men hele interiøret er det orginale. Træfinér på instrumentbord er helt og pænt omend bleget af solen. Mekanisk er bilen i topform og med begge topstykker renoveret. Vi har som nævnt kørt adskillige Dino 2400, både i Fiat og Ferrari 246 GT version og denne motor er den bedste vi har prøvet. Undervogn med affjedring, bremser og styretøj er i orden og bilen kører skarpt og præcist og helt uden klonk og knirken fra undervognen.
Afgiften er betalt og bilen er indregistret på danske nummerplader. Disse fuldblodsbiler er ikke billige og vi har i lang tid ikke kunne finde en eneste 2400 Spider til salg på det internationale marked. Vi er normalt tilbageholdende med at spå om den fremtidige markedspris, men en Dino 2400 Spider må, med kun 424 producerede eksemplarer, være en af de mere sikre investeringer blandt klassiske biler.
