Spring til indhold

Jaguar E-type S1 4,2 OTS – 1967

Da Jaguar introducerede E-typen på Geneve udstillingen i marts 1961, vakte den berettiget begejstring. Teknisk avanceret, hurtig og gude smuk med sit lange, lave karosseri og – signifikant for Serie 1s’ vedkommende – de inddækkede forlygter og baglygterne monteret over kofangeren. Enzo Ferrari er citeret for, at dette var den smukkeste sportsvogn der var produceret.  I 1964 blev modellen opdateret med 4,2 liter motor, bedre gearkasse med synkronisering på alle gear, samt bedre sæder.

Med E-Typen fik Jaguar omsat hele sin succes og berømmelse fra alverdens racerbaner med de berømte C- og D-type racere til en glamourøs og yderste velkørende sportsvogn til gadebrug. At den ikoniske E-Type så tilmed blev et symbol for 1960’erne og siden er udråbt til verdens mest sexede bil, har ikke gjort dens status som en af de mest eftertragtede klassiske biler mindre.

E-Typen fandt naturligt nok sit helt store marked i USA og her kommer også dette eksemplar fra. Bilen er en Series 1 4,2 liter OTS udgave, komplet med de korrekte 3 SU karburatorer. I 1995 kommer bilen til Sverige, hvor den i perioden frem til 2005 gennemgår en komplet restaurering. Nu er bilen så kommet til Danmark, hvor den netop har fået fuld service. Til bilen hører der naturligvis officielt Heritage Certificate der dokumenterer bilen som værende full matching numbers, dog er den oprindelige farve Opalscent Silver Blue nu skiftet til klassisk British Racing Green. I dag står bilen stadig flot og den kører eminent. Den har kørt lige så tilpas meget, at alle de justeringer og detaljer der uvægerligt følger i kølvandet på en komplet restaurering nu er rettet til og bragt på plads. Nu udbydes denne eftertragtede model til en attraktiv pris, klar til at køre sommeren imøde.