Lancia har siden den legendariske Fulvia i 60’erne, været helt i top i rallysporten. Da FIA i 1985 forkastede planerne om et gruppe S reglement og tilmed nedlagde den voldsomme gruppe B klasse med den begrundelse, at bilerne med deres 5-600 hk turbomotorer, simpelthen var blevet for hurtige og dermed for farlige, var det et alvorligt tilbageslag for rallysporten. Her var Lancia igen blandt de fremsynede bilproducenter, for de havde allerede deres Delta HF 4×4 på tegnebrættet, udviklet med erfaringerne fra den voldsomme S4 rallyvogn.
Med Delta HF 4×4 stillede Lancia sig ikke tilfreds med et simpelt firehjulstræk. Trækket på forhjulene går gennem et friløbs-differentiale, mens et Ferguson viskose central-differentiale, fordeler kræfterne mellem for- og bagaksel i forholdet 56/44. Den mest avancerede komponent sidder dog mellem baghjulene: Et Torsen (Torque Sensing) differentiale, som man også finder på McLarens Formel 1 biler. Resultatet af disse hele 3 differentialer i denne sammensætning, er et ’intelligent’ 4×4 transmissionssystem, der intet input kræver af chaufføren, mens det sikrer maksimalt træk i enhver situation.
Resultatet af dette avancerede system i en meget kompakt og relativt let bil med turbomotor, var knusende for konkurrenterne og dermed var en ny Lancia legende født. Den kompakte familiesedan, med det relativt tilforladelige udseende, var i realiteten en superbil. Listen over de tekniske raffinementer, lige fra den lækre, 16-ventilede turbomotor på 2 liter og 210 HK, til de meget effektive Brembo bremser, er lang på Evo 1 udgaven.
Med en 0-100 km/t acceleration på 5,7 sekunder og nogle formidable køreegenskaber, skal der selv her 20 år efter, investeres i en seriøs superbil, hvis man skal gøre sig blot det mindste håb om, at kunne følge denne lille bombe på snoede veje.
De hellige ‘Graler’ er i dag eftertragtede samlerobjekter og i Italien har de en helt særlig status, som ellers kun tilkommer Ferrari. Bilen her kommer fra et værksted i Italien, der kun kan betegnes, som verdens førende Integrale specialist. Den har været fuldstændig skilt ad og samlet igen, med nye dele overalt i motor, gear, differentialer, bremser og undervogn. Fra ny har den kørt 89.000 km og efter den gennemgribende renovering, kun de få hundrede testkilometer, der kræves for at justere alt optimalt ind igen. Hele karossen er inde som ude blevet gen-oplakeret i den oprindelige Rosso og det originale læderinteriør i flot stand genmonteret i bilen. Prisen er for bilen nysynet og inkl afgift. Kan også leveres uden afgift for kr 175.000