Lancia lancerede den smukke Fulvia Coupe tilbage i 1965 som et modsvar til Alfa Romeos Bertone Coupe. I modsætning til Alfaen, var Fulvia forhjulstrukken og samtidig indeholdt den en mængde af de fine små detaljer, der er kendetegnende for Lancia fra tiden før Fiat overtog. Vores eksemplar er en serie 3, der var den sidste og mest opdaterede version af Fulvia’en.
Vi har fundet bilen i Italien og den er fuldstændig original og uspoleret. Der er aldrig svejset i karosseriet, bilen er aldrig omlakeret og står stadig i den fine Amaranto lakering, som den forlod fabrikken med i juli 1975. Også det originale Giallo interiør er i meget fin stand og fuldender indtrykket af en ægte tidslomme, som der ikke findes mange tilbage af. Fornemmelsen af originalitet er svær at forbedre, endsige overgå.
Bag rattet overraskes man over hvor kvikt Fulviaen bevæger sig rundt i trafikken. Den 5-trins gearkasse med ”dog leg” fungerer knivskarpt, og den sprøde motor er omdrejningsvillig og ikke helt uden bundtræk. 90hk er egentlig både imponerende i denne maskine, og nok til at kunne køre bilen kvikt. Der er trods alt heller ikke så mange kilo at flytte rundt på. Alt i alt en yderst autentisk klassisk bil der vil skabe masser af glæde for sin nye ejer.
Vi leverer bilen nysynet og indregistreret med danske nummerplader.