Lotus Elan må være kandidat til titlen som Englands mest kapable lille sportsvogn i 60’erne. Elan blev udtænkt tidligt i 1963 og var endnu en genistreg fra Colin Chapman og hans lille team af eminente konstruktører. Som Elitens efterfølger blev Elan baseret på et stærkt chassis omkring et kraftigt centerrør. Et let glasfiberkarosseri og en meget livlig motor, gjorde den kompakte pakke med uafhængig affjedring og skivebremser på alle 4 hjul, til en yderst velkørende sportsvogn på både vej og racerbane.
Modsat mange andre sportsvogne, fik Lotus Elan aldrig lov til at tage på i vægt gennem årene. Omkring 690 kg vejede den lette bil lige fra fødslen til de seneste versioner S4 og Sprint. Det giver ikke den lille, men sprudlende Lotus Twin Cam motor meget at slæbe på. Lotus motoren var i sin grundform en Ford 1600 ’Kent’ motor, men med topstykke med 2 overliggende knastaksler, udviklet af Lotus og produceret af Cosworth.
Dengang, som i dag i historisk motorsport, er Elan med god grund frygtet på racerbanerne. Den leverer en performance, som ingen andre biler med blot tilnærmelsesvis samme motorstørrelse, kan matche. Elan blev den sidste og mest forfinede af den ’oprindelige’ Lotus generation af små, lette sportsvogne, inden 70’ernes mere eller mindre heldige Esprit’er, Eclat’er, og Elite’r
Denne Fixed Head Coupe fra 1970 er en Serie 4 med 2 dobbelte Weber karburatorer, elektriske ruder og en række andre forbedringer i forhold til de tidligere serier. Bilen er en ‘Nut and Bolt’ restaurering i exceptionel flot stand overalt. Alt på denne bil er nyrenoveret, motor, gearkasse, undervogn, karosseri og interiør. Bilen leverer alt det der gør en Elan til ekstraordinær sportsvognsoplevelse. Prisen er uden dansk afgift.