Mistral er den lidt mindre flamboyante og påtrængende elegantier fra Maserati. Ikke desto mindre repræsenterer Mistral noget af det fornemste fra ædelsmedien i Modena. Det fine, næsten lidt feminine design fra Pietro Frua dækker over en forkortet chassisramme fra forgængeren Maserati 3500.
Den har Maseratis 6-cylindrede rækkemotor med 2 overliggende knastaksler og 2 tændrør per cylinder, med forøget slaglængde og på 3.7 liter og 235 HK. En juvel af en motor, der er direkte afledt af Maseratis racersportsvogn 350S og som også blev anvendt i en af de smukkeste Formel 1 biler, der nogensinde har set dagens lys. Den fabelagtige 250F som Juan Fangio vandt Maseratis hidtil eneste F1 verdensmesterskab med i 1957.
Mere kompakt og hele 200 kg lettere end forgængeren Sebring og med forøget motoreffekt, samt karrosseri i fuld aluminium på de tidlige årgange, kan fuldblodet og stamtavlen således ikke blive meget mere ædel end i denne betagende GT, der var i produktion fra 1963 til 1970.
Chassis no AM109*288 her er en af de tidlige Mistral med karosseri i fuld aluminium. Motoren er den fine sekscylindrede på 3.7 liter. Bilen er desuden originalmonteret med 15″ Borrani trådhjul.
Bilen har stået stille i mange år og skal restaureres, men den er komplet og kørende og med matcing numbers. Motoren starter prompte og falder hurtigt til ro i en stabil tomgang, når først den lige har fået klaret halsen gennem de 3 dobbelte Webere. Man kan vælge at give bilen den helt store omgang med det samme, eller tage lidt af gangen som et kørende projekt, mens man nyder bilen. Den har fået monteret 3 dobbelte Weber karburatorer i stedet for det oprindelige Lucas mekaniske indsprøjtningsanlæg, som dog er bevaret og naturligvis følger med bilen. Prisen er uden dansk afgift.