Da Janis Joplin i 1969 gik på scenen på Woodstock og sang sin lille hymne til begærligheden, var det disse biler hun sang om. Mercedes store coupéer og convertibles. I dag, hvor markedet for toppen af luksusbiler er proppet med Audi, BMW, Lexus, Volvo og mange andre, er det let at glemme, hvor anderledes situationen så ud i 60’erne.
Mercedes havde stort set luksusmarkedet for sig selv. Mange af vore dages high-class producenters historie, er lidt mindre glamourøs på den tid, end de nok bryder sig om at indrømme. Audi producerede små, pruttende to-taktere, BMW 3-hjulede kabinescootere og Lexus (Toyota) meget simple husmandsbiler. Rolls Royce forsøgte at bilde os ind, at de lavede verdens bedste biler. Hvad de lavede var verdens mest fashionable biler. Eneste nævneværdige konkurrent var Jaguar, der stadig langt op i 70’erne, havde hele deres modelprogram udrustet med overvægtige motorer fra krigens tid.
I dag har enhver bil, som har overlevet 40 år i nogenlunde ét stykke, ret til at smykke sig med titlen ‘klassiker’. Nogen er dog mere værdige til den titel end andre og der kan ikke herske megen diskussion om, at W111 modellerne fra Mercedes er kvalificerede. Da disse biler var nye, var de ikke blot de bedste biler der kunne købes for penge, hvis man ellers havde nok af dem. De var også de bedste biler der kunne bygges dengang. De havde stil og kvalitet og de var påhæftet et prisskilt, der matchede.
Den elegante 280 SE coupe her har vi fundet i Firenze. Den står flot i sin Golden Sand lakering med helt intakt, smukt patineret kabine i det tykkeste læder. Udrustet med automatgear til sin 6-cylindrede motor på 160 HK, er det stadig en udsøgt fornøjelse, at glide ubesværet og komfortabelt gennem dagens trafik og i ophøjet ro og værdighed opleve verden på den anden side af køleren med stjernen. So Oh’ Lord…
