Der er utvivlsomt mange årsager til den succes MG oplevede med deres B-model og den kolossale popularitet den nyder som klassiker i dag. Med det selvbærende karrosseri slap MG, på en gang af med den raslen og rysten, der var en uløselig del af en køretur i de tidligere modeller med separat chassisramme og man fik samtidig et meget stivere og mere vridningsstabilt karrosseri. Man skal ikke færdes længe i den londonske trafik og motorvejene omkring den engelske hovedstad, for at få øje på de mange MGB’er, der stadig bruges som hverdagsbiler af både ældre og unge med sans for stil og som i MGB’en får et driftsikkert, billigt og fremfor alt karakterfuldt alternativ til de moderne, kønsløse biler i den mere budgetvenlige del af prisskalaen. Det er måske netop den særlige blanding af nyt og gammelt, der gør en MGB så charmerende. Reservedelssituationen er vel nærmest unik for en klassisk bil og faktisk mere rigelig i dag, end da bilen var ny. Alt kan fås denne bil. Lige fra standarddele til et kæmpe udbud af up-grades til undervogn, motor, interiør og eksteriør. Fra British Motor Heritage endda nye, komplette karosserier i alle versioner, der i realiteten gør det muligt, at bygge sig en ‘fabriksny’ MGB helt fra grunden, hvis det var det man ville.
Med hjælp fra Pininfarina fik MG lavet en, ikke bare meget køn, men også praktisk lille 2+2 coupe version af den åbne MGB roadster, som oprindeligt var baseret på et Frua design. Straks man sætter sig ind denne bil, finder man sig til rette i en god kørestilling. Den intime kabine er ikke stor, men man bliver hurtigt forsikret om funktionaliteten og får uvægerligt en følelse af pålidelig enkelhed. Så længe der kun skal transporteres 2 mennesker og måske et mindre barn, er bilen tilmed yderst praktisk som hverdagsbil. Med overdrive på gearkassen og et godt moment på motoren, klarer bilen ubesværet de længere ture og den store bagklap sluger let det store lørdagsindkøb inklusive ølkasser og indkøbsposer. Med overdrive er denne MGB også ganske afslappende på de lidt længere ture.
Den MGB GT vi her præsenterer, er en velholdt dansk bil, der stadig har sine sorte plader. Fra ny har bilen kørt i alt 126.250 km med en komplet motorrenovering i midtfirserne. Der er lagt vægt på at holde bilen serviceret og vedligeholdt, så den er velkørende og pålidelig. Den klassiske britiske racing green, er patineret og flere steder pletrepareret i lakken, men det gør i vores øjne kun bilen ærlig og autentisk. Det er en ‘drivers car’ og ikke en højglanspoleret, toprestaureret garagepuddel, der har fået pillet det meste af atmosfæren ud af sig og den vil med fortsat pleje holde sig fint, så endnu en generation kan nyde dens robuste charme