MGA fra 1955, var MG’s første helt nye efterkrigssportsvogn. Designet var dengang nyt og meget moderne i forhold til de tidligere Midget og T typer med udvendige skærme, som tiden for længst var løbet fra. Væk var også den gamle XPAG motor, der havde drevet mange førkrigs MG modeller. Den nye B-serie motor fra BMC på 1489 cc, udviklede mellem 68 og 72 HK.
Den lave vogn med det aerodymamiske karosseri, var unægtelig elegant. Designet var både stilfuldt og sporty og køreegenskaberne var væsentlig forbedret i forhold til de gamle førkrigsbiler fra fabrikken i Abingdon. For at øge interessen for den nye model fremstillede MG 3 fabriksracere i aluminium, som de indsatte på Le Mans i 1955. 2 kørte frem til start og 1 bil blev holdt som reserve. De berømte EX182 biler besatte sensationelt 5. og 6. pladsen i deres klasse, i det krævende 24 timers løb. Det gav MG både racing prestige og et ry som mekanisk stærke biler.
Coupe versionen fulgte hurtigt den åbne MGA og kunne fås i alle årene til produktionen sluttede i 1962, både som 1500, 1600, MkII og Twin Cam. I forhold den åbne MGA bød coupe-udgaven på et par ekstra luksusfeatures, bl.a. rullevinduer og bedre støjdæmpning.
Denne smukke coupe her er i meget flot stand. Den er oprindeligt fra Chicago, men har været i Danmark i en halv snes år, hvor den er passet godt af sin eneste danske ejer. SU karburatorerne er erstattet med en dobbelt Weber 45 DCOE og den har fået skivebremser på forhjulene. Bagakslen er udskiftet med en MGB bagaksel. Den har højere gearing end den lavt gearede A bagaksel, der ellers godt kan gøre en MGA til lidt af en prøvelse på længere ture på lande- og motorvej. Og længere ture får man bestemt lyst til i denne bils indbydende og let patinerede interiør. Alt i alt et par ganske diskrete og fornuftige forbedringer af denne herlige sportsvogn, elegant som en Jaguar XK 120 i lommestørrelse. Bør ses og prøves.