Få biler, hvis nogen, har så distinkt en karakter af engelsk sportsvogn, som en Morgan. Den lille fabrik i Malvern, Worcestershire har stort set ikke ændret produktionsmetoder i de 100 år den har eksisteret. Alle biler håndbygges på en chassisramme og over et asketræsskelet. Karosseriplader formes med håndkraft og svejses manuelt. Produktionen er derfor beskeden og i mange år måtte man være skrevet op i et år eller mere, for at få en ny Morgan.
Efter en førkrigsproduktion hovedsaligt af lette, 3-hjulede vogne med motorcykelmotorer, begyndte Morgan efter 2. verdenskrig at producere ‘rigtige’ sportsvogne, dvs. med 4 hjul og 4 cylindrede motorer, nemlig Morgan 4/4. I starten med relativt beskedne sideventilede motorer fra Standard. I 1950 kom så den større og kraftigere Plus 4 eller +4. Først med Standard Vanguard motorer og senere med motorer fra Triumph TR3. Fra 1962 og frem til 1969 benyttedes den kraftigste 2138 cc fra TR4.
Det er netop den sidste version af den oprindelige Plus 4 vi har her. Den har fornylig gennemgået en professional “nut & bolt” restaurering i Sverige på et værksted, der gennem mange år har specialiseret sig udelukkende i Morgan. Alt på denne bil er gennemrestaureret. Motor, gearkasse, øvrig mekanik, karosseri, træopbygning, interiør. Den er en original venstrestyret og med KM speedometer, oprindeligt leveret ny til Sverige (importørens kvittering fra Morgan medfølger!). Den er ganske vist en roadster, men har fuld weather gear, dvs. kaleche og side screens. Perfekt er et stort ord, men vi mener at denne matching numbers bil er på et niveau, hvor den vil blive mødt med anerkendende miner fra selv den mest kritiske Morgan ekspert.