SOLGT TAK FOR HANDLEN
En Morgan Plus 8 er ikke en bil for alle og enhver. Kombinationen af vintage charme i overflod og en meget kraftig motorisering virker lige så uimodståeligt tiltrækkende på nogle, som det virker afskrækkende på andre. Og som Top Gear så poetisk udtrykte det: ”En Morgan er så fin en Britisk tradition som kolde brusebade og spanskrør”. I slutningen af 1960erne virkede det tilpas skørt at placere en V8 motor foran i Morgans traditionelle roadster chassis. Her var det oplagt at bruge Rovers (Buicks) fine letvægts 3500cc V8 i den lille sportsvogn, og resultatet af den enkle opskrift var at man i 1968 pludseligt stod med Englands hurtigst accelererende bil i produktion.
Dette eksemplar har været i samme families ejerskab siden 2005, bilen er kendt i den danske Morgan klub og der er passet uhyre godt på den med en omfattende service historik. Farven er – naturligvis fristes man til at sige – British Racing Green og interiøret er i patineret blodrødt skind.
Efter at have tjent sine tidligere ejere bravt – med flere langture sydpå – var tiden inde til noget mere komfortabelt end den kompromisløse Morgan kunne tilbyde. For når man først sidder i cockpittet med fartvind i håret og lytter til den fine V8 motors rumlende lyd op igennem gearene, så er alt godt. Bilen er højrestyret, det vænner man sig hurtigt til og ærkeengelsk er det i hvert fald.
Denne Plus 8 er i særklasse velholdt – senest fra Morgan DK – og den kommer med “full weather gear” som englænderne siger i form af kaleche, sideruder og tonneau dækken, alt i samme fornemme stand som bilen. Og en ekstra udvendigt monteret kuffert følger naturligvis også med! Find en snoet landevej og nyd livet i klassisk Britisk roadster. Get out and drive.