Spring til indhold

Opel Kadett 1.9 GT/E – 1977

Den kompakte mellemklassebil Kadett, var fra fødslen en af Opels helt store salgssucces’er. Nogen sportslig bil var den dog ikke, men det blev der lavet grundigt om på da C modellen kom i coupe-udgave. Specielt da man lavede toppen af kransekagen ved at bygge en specialversion med 1897cc motoren med overliggende knastaksel fra Manta og forsyne den med en Bosch benzinindsprøjtning. De hvasse GT/E modeller skilte sig yderligere ud med en 2-farve lakering. Opel stod pludselig med en seriøs konkurrencevogn til både banesport, men særligt til rally. Kadett GT/E, præpareret af det tyske tuningsfirma Irmscher, var med i toppen af rally i alle berømte løb, som San Remo Rally, Safari Rally og mange flere. En Kadett GT/E er i dag en kultbil og den er stadig aktiv i motorsport rundt om i Europa. Særligt til historisk rally er det svært at komme i tanker om en mere robust og konkurrendedygtig bil end en Kadett GT/E, hvis den samtidig skal være til at betale.

Denne GT/E af den oprindelige serie på kun godt 8.000 stk. er der brugt rigtig mange penge på. Den er gennemrestaureret fra ende til anden i både karroseri og mekanik. Den har den sjældne 5-trins ZF gearkasse med kort udveksling og spærredifferentiale på bagtøjet. Bilen er velegnet til historisk motorsport. Kabinen er original og i sjælden velbevaret stand. En masse nye komponenter er monteret og bilen er så stram og tæt al meknik som en ny. Også de originale, smedede Fuchs fælge er bevarede og i fin stand. Nysynet og med afgift.