Spring til indhold

Porsche 356 C – 1964

356 var ganske vist ikke Porsches første sportsvogn, men det var deres første bil i egentlig serieproduktion. Fra den spæde start i Gmünd i Østrig, hvor de første 50 biler (i aluminium) blev produceret i slutningen af 40’erne, flyttede fabrikken i 1950 til den nuværende placering i Zuffenhausen i Tyskland, hvor der for alvor kom gang i produktionen. 356 modellen var en lille, let og adræt sportsvogn, der trods hækmotor og pendulaksler, havde fremragende køreegenskaber.

Det er først og fremmest den simple, men elegante æstetik, der har givet 356’eren dens fremtrædende plads blandt bilhistoriens største designs. Kombiner det med en fornem byggekvalitet overalt i den enkle konstruktion, dens praktiske anvendelighed og ikke mindst de førnævnte køreegenskaber som rendyrket sportsvogn og dens status som et ikon blandt det 20 århundredes fineste bildesigns er sikret. En 356 har som få biler en så perfekt balance mellem æstetik og ydelse.

Der skete ikke de store revolutioner i modellens udviklingsforløb, snarere en stille og stadig forbedring af konstruktionen. Trods den 4-cylindrede boxermotor i relativt beskedne motorstørrelser og med stødstænger, var 356 modellen uhyre succesrig i datidens motorløb og en velpræpareret 356 er stadig blandt de hurtigeste i sin klasse i historisk motorsport i dag. I 1964 kom den sidste og mest udviklede model C, der udover en række mindre forbedringer og udstyr, havde skivebremser på alle 4 hjul.

Det store marked for Porsche var USA, ikke mindst takket være den den berømte importør af europæiske sportsvogne og luksusbiler, Max Hoffman i New York. Denne 75 HK 1600C har kørt i Sacramento, Californien og kom i 2005 til Danmark. Her blev den restaureret med blandt andet en ny bund, paneler, dør- og skærmstykker og fik i det hele taget al rust i karosseriet lavet. Mekanisk er den ligeledes passet og der foreligger i det hele taget en stor mængde papirer og fotos, der dokumenterer en stor del af denne bils historie. Det er en fuld matching numbers bil, dvs med dens originale motor og gearkasse. Farven er også den korrekte ruby red, som den er født med. Her en er rigtig velkørende 356 i fin stand overalt og med Porsche Certificate of Authenticity. Prisen er inklusive dansk afgift.