911S var Porsches topmodel i de sene 60’ere og tidlige 70’ere. Karismatisk, ukonventionel, men samtidig et af de mest tidløse sportsvognsdesigns nogensinde. Den lette vogn med den kraftige motor blev hurtigt en frygtet modstander i motorsport på såvel bane som vej og den har vundet alle store løb, Le Mans, Tour de France, Monte Carlo, Targa Florio.
Perioden står som den tid, hvor de reneste, smukkeste og i dag mest eftertragtede 911ere blev fremstillet. Som den mest forfinede og hurtigste, står 2.4 S derfor øverst på ønskelisten hos 911 entusiaster. Det afspejler sig naturligt i priserne, hvor netop denne model, bortset fra 2.7 Carrera Rennsport, er den mest kostbare version.
Bilen her blev solgt ny i Italien. I 2001 importeres den til Frankrig af firmaet Autobase, der er specialister i klassiske Porscher. De sælger bilen til Michel Guègan, chefredaktør på det franske bilmagasin ‘Classic & Racing’. I 2007 hentes den af en dansk samler af klassiske Porscher.
911’eren er en matching numbers og matching colors bil i den korrekte Seeblau (kode 329), fra Porsches program af specielle tilvalgsfarver. Den har endvidere de eftertragtede Recaro sportssæder. Der foreligger en mængde dokumentation på bilens pasning og den er altid serviceret på Porsche specialværksteder. Den havde ved import til Danmark en dokumenteret km-stand på 88.000 km og har ikke kørt mange km siden.
Bilen har aldrig været skilt helt ad for renovering og fremtræder uhyre original. En 2.4 S i så fornem stand er en stor klassisk køreoplevelse. Man er ikke et sekund i tvivl om, hvorfor de tidlige 911’ere er bliver fremhævet igen og igen, som de måske mest helstøbte klassiske sportsvogne af alle. Det lette, præcise styretøj, de effektive bremser og ikke mindst den fabelagtige, luftkølede boxermotor, der bringer auraen fra årtiers motorsport. Prisen er inklusive dansk afgift.