Meget er sagt og skrevet om 911, men uanset om man er Porsche fan eller ej, må man lette på hatten for 911. Siden præsentationen på biludstillingen i Frankfurt i 1963, har denne bils liv og udvikling været uden sidestykke i bilhistorien. Mens stort set alle konkurrenter enten er lukket, lagt sammen med eller overtaget af andre mærker og koncerner, er Porsche forblevet sin egen. Modellen har været gennem oliekriser, stadig skrappere miljø- og sikkerhedskrav, yuppietider og nedgangstider. Den er blevet udsat for hård konkurrence fra automatiserede sportsvognsfabrikker, mens den selv helt op til 1997 forblev håndbygget, som det sig hør og bør, for den mest kapable, helstøbte og fuldendte sportsvogn på markedet.
Når man køber en 911 er man sikker på hvad man får. Her er ikke anvendt platforme, motorer og komponenter fra andre biler. Man får en Porsche. Et stykke gennemarbejdet ingeniørarbejde, forbedret og forfinet til perfektion. Den har været forsøgt aflivet flere gange, både af konkurrenter og Porsche selv, hvilket udløste et ramaskrig fra 911 fans. Konkurrenter må, her 45 år efter den bil blev født, snarere stille sig det modsatte spørgsmål: Slipper vi nogensinde af med den bil?
Ingen der har prøvet en klassisk 911 fra før den tog ½ tons på i vægt og blev forsynet med antiskrid, antispin og alskens hjælpemidler, er i tvivl om, hvad al den opstandelse skal til for. Den er en sand fryd at køre. Den lette vogn med den lette styring, der via en ultrapræcis tandstang formidler vejens underlag og gør et hvert sving til en oplevelse. Vinduet ned og den sprøde raspen fra den 6-cylindrede, luftkølede boxermotor i øret. Vist kan det lidt gummiagtige gearskifte ikke forceres, det kræver sit eget tempo og vist skal man have lidt respekt og ikke gå ind i svingene med hovedet under armen, men så heller ikke mere. En 911 skal køres og den skal køres frisk. Det er præcis det den er bygget til og den gør det lige så godt, som den kører svigermor til stationen en februar morgen. Og her ligger 911’eren store styrke som klassiker i dag. Den kan det hele og den tåler at blive brugt.
Specielt i 80’erne, blev mange af de gamle 911’ere bygget om til, at skulle ligne nyere biler end de var. De biler er der i dag ikke mange der vil have og det afspejler sig i priserne. Originale 911’er fra perioden 1969 til 1973 er til gengæld overordentligt eftertragtede. Vores 911T her er fra Syditalien og er i sjælden fornem stand. Den er passet og plejet minutiøst af sine få enthusiastiske ejere. Første ejer havede bilen i 22 år og den næste i 12 år. Det er en matching numbers bil og der er lagt stor vægt på at bevare bilen så original som overhovedet muligt. Farven er den flotte Leicht Gelb fra Porsches liste over specialfarver. Pris nysynet og med dansk afgift.