Spring til indhold

Porsche 924 – 1983

Med en vandkølet motor placeret foran var 924 et radikalt brud med Porsches traditionelle biler, da den blev præsenteret i efteråret 1975. 924 var da egentlig heller ikke et Porsche projekt, men VW havde ikke på det tidspunkt egen design- og udviklingsafdeling og man ønskede en sportsvogn. Udviklingen af projekt 425, som den hed internt, blev derfor lagt i hænderne på Porsche. Blandt andet på grund af oliekrisen i 1973 opgav VW imidlertid det halvfærdige projekt til fordel for en mere ordinær sportsudgave af Golf, nemlig Scirocco. Den delte mange flere komponenter med VW Golf og var derfor langt billigere at bygge. Porsche var nødt til at løbe bolden i mål selv og fik dermed en afløser for den foregående “Folke” Porsche 914. Ikke nogen dårlig beslutning, for 924 blev en af de bedst sælgende Porsche modeller og reddede faktisk det stærkt nødlidende Porsche fra økonomisk ruin og gav blandt andet penge til at videreudvikle på den udødelige 911.

Den 4 cylindrede 2-liters motor der også blev brugt i Audi 100 var på 125 HK og gav 924 om ikke fuldblods- så dog hæderlige præstationer med en topfart på den respektable side af 200 km/t. 924 har måske nok altid været “underhunden” i Porsche hierarkiet, men bilen er velfungerende, godt bygget og med sit transaksel layout med gearkassen ved bagakslen og deraf følgende god vægtfordeling, havde bilen glimrende køreegenskaber. Nogen supersportsvogn var den ganske vist ikke, men med en nyvognpris i 1983 på relativt heftige 367.000 danske kroner, var der bestemt ikke tale om nogen discountbil. 

Som “youngtimer” klassiker i dag, er der faktisk ganske meget der taler til 924’erens fordel. Udgaven her er med det store aftagelige targatag, der finder plads i bagagerummet, når det ikke er monteret. Man får i én og samme bil en komfortabel coupe og en næsten åben bil. Den kæmpestore oplukkelige bagrude gør bilen praktisk også til de daglige indkøb og bilen kan i det hele taget fungere glimrende som driftsikker brugsklassiker.

Eksemplaret her blev hentet i Luxembourg og sat teknisk og kosmetisk i stand af en mekaniker til eget brug, herunder blandt andet en heloplakering efter komplet adskillelse. Mekanisk er den også i topform og har kørt 127.000 fra ny. Den er med læderinteriør og holdt meget original hele vejen igennem og er med de oprindelige alufælge. Prisen er inklusive dansk afgift.