Spring til indhold

Renault Turbo 2 – 1986

Tillad os at præsentere et lille møgdyr. Vi kender ham fra fitnesscenteret. En lille, steroidpumpet desperado af en mandsling. En hidsigprop med korte lemmer. Konstant på udkig efter dobbelt så store fyre, som han kan stikke en blodtud. Skolepsykologen kender diagnosen efter en barndom som klassens undermåler og mobbeobjekt. Now it’s pay back time!  

Det kan have været tankerne i de franske ingeniørers hoveder, da de fandt på at forsøge sig med noget så beskedent som en Renault 5 i  rally. For at få homologeret en bil til sportens kongeklasse – gruppe 4, byggede de i slutningen af 70’erne de første Renault 5 Turbo. 400 stykker skulle der til. Der blev gået radikalt til værks. Ud med bagsædet og ind på dets plads med en hårdt pumpet, Cleón konstrueret 1397cc turbomotor.

Netop denne bil blev begyndelsen til en periode i rallysporten, vi aldrig har set hverken før eller siden. Der kommer næppe en tid igen, med så dramatiske biler. Så herligt politisk ukorrekte monstere. Biler der tog et kvantespring ud af samtidens standardvogne tunet til rallysporten. Første gang den lille Renault kom i kamp var i Rallye Monte Carlo, hvor den gjorde rent bord med Jean Ragnotti i sædet. Da Audi nogle år efter gjorde deres entre med Quattroens effektive 4-hjulstræk og større motor, måtte den lille Renault se sig slået på løst underlag, men på asfalt etaperne forblev den kongen i mange år. Zeus’en i alle rallyguders Pantheon. 

Denne Turbo 2 er der passet på. Den er i flot stand og i den tids absolutte ‘must-have’ farve: Pearl white. Bilen er hentet i Sydtyskland hos en fransk ejer, arbejdende på en base i Alsace. Han var 2. ejer på bilen.

Motoren har være ude af bilen og er renoveret og ompakket hos Renault i Næstved. Den er desuden præpareret med en række komponenter fra John Price Rallying, blandt andet opgraderet turbo og intercooler, omprogrammering af Bosch Jetronic indsprøjtningen, racerudstødning og større bremser. 

Endelig er det hele trimmet ind på rullefelt hos Gerhard i Slagelse til en topeffekt på 216 HK. (Standardydelsen på en Turbo 2 fra fabrikken er 160 HK og Renaults originale Tour de Corse kit leverer 210 HK). Den omhyggelige preparering og trimning har ikke bare gjort bilen væsentligt hurtigere, men den er faktisk også blevet mere kørbar. Denne ‘pocket rocket’ leverer et solidt træk fra ca. 3.500 til over 6.000 o/min og kører nu væsentlig bedre end disse biler gjorde i standardtrim.  Normalt er vi meget forsigtige med at komme med udtalelser om priserne på klassiske biler i fremtiden, men her vil vi godt vove det ene øje og forudsige, at et af disse ekspemplarer i flot stand, godt kan komme til at koste ½ mio kr om 10 år. Prisen her er excl. dansk afgift, som dog er beskeden.