Fine folk har ofte lange navne og denne adelsdames fulde navn er faktisk: Rolls Royce Silver Shadow H.J. Mulliner Park Ward Two-door Drop Head Coupe. Selv for højadelen kan det åbenbart blive for pompøst, for allerede efter et par år på markedet blev den omdøbt til det noget mere overkommelige Corniche, så det er i realiteten den store, elegante Corniche vi har med at gøre her.
Silver Shadow var i produktion fra 1965 til 1980. Den var grundlæggende en ny bil i forhold til alle tidligere Rolls, da den var den første bil fra fabrikken i Crewe der havde selvbærende karosseri (monocoque). Rolls har altid været sparsom med oplysninger om motorens effekt. “Tilstrækkeligt” var det krukkede svar, når der blev spurgt til antal hestekræfter. Den store V8 motor havde omkring 175 HK i de første år stigende til omkring 190 HK fra 1970 og frem. Ikke imponerende for en motor på ikke mindre end 6.2 liter. Ikke desto mindre er den uanstrengte motor med det store drejningsmoment den helt rigtige rigtige filosofi i en luksusbil, hvor alt handler om silkeblød komfort og stiff upper lip. Skrigende bagdæk med røg under skærmene overlades til uciviliserede rednecks i deres yankee jern fra Detroit og er utænkeligt i en Rolls Royce, hvis højeste lyd ved 100 km/t er lyden fra det elektriske ur i instrumentbordet.
Silver Shadow’ens helt store komfort feature er dens selvnivellerende højtrykshydrauliske affjedring, der blev inlicensieret fra Citroën. Det giver bilen en helt uforlignelig kørekomfort der selv i dag, næsten 50 år efter, ikke kan undgå at imponere. Læg dertil det opulente læderinteriør, det polerede valnøddetræ og ikke mindst udsigten ud over den mægtige front prydet af Spirit of Ecstasy eller Flying Lady, som damen i sølv med de bagudstrakte vinger også kaldes og man er i sin egen verden passende adskilt fra de mindre heldige.
Denne cabriolet, eller Drop Head Coupe, som er den rigtige betegnelse for fine engelske luksusbiler med tag der kan hurtigt kan rejses og lægges ned, blev i februar 1968 leveret med s.s “Susanne Skou” til en vis Mr. E.H. Darby i Miami, USA. Udover specifikation af udstyret fremgår det at bilen var porcelain white med scarlet læder – og det er den stadig. Den er velpasset og vi har en del dokumentation og historie på bilen. Den er dansk indregistreret og alle afgifter er således betalt. Man skal huske at Rolls Royce ikke var nogen billig bil fra ny og det er som bekendt udfra nyvognsprisen at registreringsafgiften beregnes for veteranbiler. Man skal derfor ved sammenligning med biler til salg i udlandet medregne, at der faktisk skal betales over 80.000 kr. i afgift på en tilsvarende bil ved import. Dertil kommer 35% told og moms på købspris og fragt ved import fra et ikke EU-land, fx. USA.