En Triumph TR er indbegrebet af en britisk sportsvogn. TR 5 og TR 6 udgør sammen den tredie generation af Triumphs klassiske TR serie og med sekscylindret rækkemotor, som afløser for de firecylindrede, fik de også motorkraft til at bakke deres macho udeende og rå køreegenskaber op.
Michelotti var manden bag stregerne til TR 5 og det tyske firma Karmann fik til opgave at redesigne bilen. Med et begrænset budget endte det med, at kun for- og bagende blev faceliftet og selvom det er svært at se, så er hele karossen mellem de to aksler faktisk identiske, så en TR 5 og TR 6, for eksempel passer døre sammen.
Denne TR 6 er, som mange andre hjemtaget fra USA, der var Triumph’s største marked. Den er, som det måske kan ses på billederne i, om ikke concour, så i hvert fald i usædvanlig fornem stand. Motoren lyder og går fantastisk med den tætte, potente lyd som Triumph’s rækkesekser har, når den er i orden. Både den 4-trins gearkasse og det elektriske overdriver fungerer perfekt og uden mislyde. Den sidste danske ejer har passet mere end godt på bilen og den har i hans ejerskab ikke fået lov at komme udendørs i regnvejr. En ualmindelig lækker og velfungerende TR 6 at sætte sig bag rattet i.