Spring til indhold

VW 1303LS Cabriolet – 1973

Bilen der lagde navn til begrebet ”folkevogn”. Designet i 1930’erne af Ferdinand Porsche og sidenhen produceret i mere end 21 millioner eksemplarer. Naturligvis løbende udviklet gennem årene, men altid med den hækmonterede, luftkølede boxermotor – præcis som Porsche……

Den første cabriolet så dagens lys allerede i 1949 og har været produceret sammen med den lukkede model lige siden. Dog med helt andre produktionstal, idet der i alt var produceret 331.847 cabrioleter, da produktionen stoppede i januar 1980. Den sidste udgave er netop denne 1303, som med sin store 1,6 liter motor, forbedret styretøj samt andet instrumentbord var toppen af udviklingen af den berømte Type 1.

Vores eksemplar har været ejet af den samme danske entusiast siden 1993. Bilen er i yderst velholdt stand, kabinen fremtræder stort set som ny og det specialmonterede Nardi trærat og gearknob klæder bilen rigtig godt. Der er også monteret et af de fineste og dyreste stereoanlæg, der kunne opdrives i 90’erne. Den dobbelt isolerede kaleche er fin og hel, og ikke mindst tæt.

At køre åbent i denne bil er en ren fornøjelse. Ikke fordi det går specielt stærkt, her sætter motorens 58 hk en naturlig begrænsning, men det er heller ikke det, der er det væsentlige. Det er til gengæld den tørre, rumlende lyd fra den luftkølede boxer motor, den fine kabine og ikke mindst de mange smil og positive kommentarer fra medtrafikanterne. Man bliver simpelthen bare dejlig glad i låget af at køre med bilen, den er ganske enkelt hyggelig at omgås.

Bilen leveres naturligvis indregistreret til sin nye ejer, så de sammen kan køre forår og sommer imøde med forventning om mange gode oplevelser.