Den første uge i november satte Stelvio sig sammen med en gruppe forventningsfulde bilentusiaster på en flyver til Sicilien. 14 dage i forvejen havde vi sendt vores biler af sted, så de kunne stå klar når vi ankom til Palermo. Vejret viste sig fra sin bedste side med dagstemperaturer på 25 C° og det blev en fabelagtig tur rundt på Sicilien i klassiske biler. Den store 148 km Targa Florio rundstrækning med besøg på de forladte tribuner og garageanlæg var selvfølgelig en af etaperne. Middage og overnatninger på vingårde med utallige vine og retter fra det sicilianske køkken var en kulinarisk og væsentlig del af oplevelserne. Billedskønne landskaber fra den smukke kyst ved Taormina til de mere barske områder mod sydvest og en tur op over snedækkede Etna manglede heller ikke.
Vi holder i den nærmste fremtid en hyggeaften med billeder, video fra turen og lidt til ganen, så snart vi kan lande den imellem det værste juleræs. Her er alle velkommen. Ulla og Per, aka Mrs. and Mr. Ultimostile har begået en lille teaser som du kan se ved at følge linket her.