Spring til indhold

Alfa Romeo 2000 GT Veloce – 1975

Den klassiske Bertone har i sin sidste version 2 liters motor med 131 HK, større bremser på forhjulene og spærredifferentiale på bagakslen i forhold til de tidligere modeller. Grundlæggende deler den dog det meste teknik med sine forgængere: Skivebremser på alle 4 hjul, 5-trins gearkasse og den lækre motor i aluminium med 2 overliggende knastaksler og 2 dobbelte karburatorer. Med sit design og sin teknik er den vel om nogen en typisk italiensk Gran Turismo. Mindre og mere kompakt end de store repræsentanter for klassen fra Maserati, Ferrari og Lamborghini. Ikke desto mindre giver Alfas lille 1960’er GT måske 90% af det samme udtryk og den samme glæde, men til kun en brøkdel af prisen. Chefingeniør Carlo Chiti’s teknik kombineret med den unge Giugiaros linier som ny designer hos Bertone, har givet Alfa’s Bertone GT en høj og velfortjent placering, som eftertragtet og elsket klassiker.

Her har vi en 2000 som for 2 år siden har været i gennem en fuldstændig restaurering. Bilen blev skilt ad til helt tom karosse, slebet og skrabet ren for maling og derefter sandblæst til rent metal. Alle rustne områder er repareret med friske pladedele og derefter er den tomme karosse grundmalet med primer, sealet i alle samlinger og derefter lakeret grundigt indvendigt som udvendigt i den klassiske Alfa Rosso 501.

Mekanisk er der brugt mange nye dele overalt under samlingen af bilen. Nye bremser, nye bøsninger, bære- og styrekugler i undervogn, affejdring og styretøj. Motor og gearkasse har begge gennemgået en komplet hovedrenovering, dvs nye hoved- og plejllejer, nye stempler og foringer, nye knastkæder, topstykke renoveret med nye ventiler, ventilstyr osv. Gearkasse med nye synkromesh, pakdåser osv. Stort set alle de dele der slides i en bil, er her skiftet ud med nyt.

Interiøret er nyt, sort læder overalt på sæder og dørsider, skræddersyet af professionel saddelmager. Slutteligt er bilen monteret med et sæt GTA fælge i 6.5 x 14″. Vi viser her blot et lille udvalg af billeder fra restaureringen, men har naturligvis en stor mængde fotodokumentation af hele processen.

Bilen har kørt en enkelt sommersæson siden den blev restaureret. Inden den blev taget i brug, har den fået en grundig anti-rust behandling af alle hulrum og undervogn. Køber får med denne 2000 GT en ualmindelig lækker Bertone i den vel mest klassiske farve/interiør kombination. Prisen er med dansk afgift.