Spring til indhold

Alfa Romeo 2000 GT Veloce – 1975

Fint eksemplar af vores ‘hjertebarn’ her i firmaet, som vi har  haft til salg en gang før. En fin Bertone i den velkørende 2000 GT udgave. Bilen kommer fra Sverige og er professionelt og gennemgribende restaureret. Arbejdet er udført af CC Motors i Stockholm, hvor en kunde i 2005 kommer ind med bilen, der allerede har fået lavet karosseriarbejdet. Hos CC Motors skiller man bilen fuldstændig ad til tom karosse og konstaterer, at pladearbejdet er ordentligt lavet og man kan derfor gå direkte til afrensning og glasblæsning af karosseriet udvendig, som indvendig i bund, skærmkasser osv. Herefter bliver det epoxyprimet og lakeret i den originale Bertone farve Blu Pervinca.

CC Motors helrenoverer motoren med nye stempler, foringer, lejer, kæder, ventilstyr m.m. Karburatorer ultralydrenses og renoveres. Gearkassen åbnes og får nye synkromeshringe og nye lejer på indgangsaksel, samt nye pakdåser. Bagakslen var i fin stand og kunne nøjes med nye pakdåser.

Alle sliddele i undervognen som bøsninger, fjedre, støddæmpere blev skiftet til nyt og hele bremsesystemet blev fornyet med skiver, kalipre, klodser, rør, slanger og hovedcylinder. Koblingen er ny og med ny slavecylinder og slange. Slutteligt blev kabinen betrukket op med nyt originalt indtræk, nye dørsider, nyt loftsbetræk, samt tæpper.

Her i Stelvio har vi selv gennemgået bilen på lift og iøvrigt og kan kun sige, at det er flot arbejde. Vognbund og hele undervognen ser ud som en ny bil. Den kører selvsagt fremragende og intet skal laves. Vi har en omfattende fotodokumentation af restaureringsarbejdet og her er blot medtaget et par billedeksempler. Bilen er med dansk afgift og klar til indregistrering i købers navn.