Spring til indhold

Alfa Romeo Montreal – 1976

BILEN ER SOLGT TAK

Som eneste bilproducent blev Alfa Romeo på verdensudstillingen i Montreal i 1967 indbudt til at give deres bud på temaet ’Den ultimative drømmebil’. Synes man at bilen ligner en konceptbil er det ikke så underligt. For det er netop hvad den er. Med Montreal gik Alfa Romeo direkte efter at sætte højtprofilerede konkurrenter som Ferrari Dino 246 GT, Fiat Dino Coupe og Citroen Maserati SM til vægs.

Designet skabte sådan en opmærksomhed at Alfa Romeo så sig tvunget til faktisk at producere bilen, og den blev dermed den første europæiske konceptbil der blev sat produktion. Før Montreal’en ramte gaderne 3 år senere i 1970, var man nødt til at finde en motor der passede bedre til Bertones banebrydende design. En superbil kunne ikke sælges med den beskedne 4 cylindrede Giulia 1600 motor, der i hast var plumpet i udstillingsbilen.

Svaret lå lige for næsen af Alfa Romeo, der netop var gået ind sportsvognsracing med deres forrygende Tipo 33 sportsprototyper. Til Tipo 33 Stradale og sportsvognracerne havde chefen for AutoDelta, den tidligere Ferrari ingeniør, Carlo Chiti konstrueret en V8 med 4 overliggende knastaksler, der producerede op til 350 HK. Til Montreal’en valgte Alfa at ændre boring og slaglængde til henholdsvis 80 mm og 64,5 mm og fik dermed en stærkt overkvadratisk motor på 2.6 liter, der yder 200 HK. I 33 Stradale var størrelsen mindre (2 liter) men ydede der 300 hk! Så det var et yderst potent udgangspunkt man arbejdede med.

Ellers blev kun få ting ændret i 33 racermotoren. Bortset fra ændrede knastprofiler, mindre ventiler og kompressionsforhold sænket fra 10.7:1 til 9.0:1, var racer V8’eren stadig med 90 grader cylindervinkel, helt i aluminium og med hemisfæriske forbrændingskamre. Den havde tørsumpsmøring og Spica mekanisk indsprøjtning fødet af 2 Bosch benzinpumper.

Et mesterværk af en motor, der teknisk var helt på højde med de fineste ting fra Ferrari og Maserati, bare mere robust. Medvirkende til den store holdbarhed var flere dyre sager bibeholdt fra Tipo 33 motoren: Smedet stålkrumtap, vibrationsabsorberende stålplejlstænger i speciel tungstenlegering og stempler i smedet aluminium. En omhyggeligt designet indsugning med ekstremt lange tragte gemt i luftfilterkassen, var optimeret til at give maksimal ram-effekt. Det betyder at 90% af denne fuldblodsmotors drejningsmoment er til stede helt nede fra 2.700 omdr/min. Det giver en utrolig smidig og fleksibel motor, der trods sin racer herkomst er meget omgængelig og kan køres af alle.

Gearkassen valgte Alfa Romeo at købe fra ZF, samme som anvendt i mange andre af tidens high end biler. En 5-trins kasse med et meget langt første gear i ’dog-leg’ til-ventre-og-ned position og 2.- 5. gear lagt ud i det normale H. Et godt valg, for de gearkasser har vist sig nærmest umulige at ødelægge. Bagakslen med spærredifferentiale fra ZF er ydemere monteret med køle bundkar!!

Listen over de tekniske raffinementer og detaljer i denne bil er nærmest endeløs. Lige fra det avancerede tændingsanlæg til de meget velkonstruerede og komfortable sæder. En ting er dog værd at fremhæve: Som en af de mest radikale nye løsninger på den tid, valgte Alfa Romeo at give Montreal’en en omfattende rustbeskyttelse. Efter fremstillingen på Bertones lille produktionslinie, blev de rå karosser kørt til en ny avanceret fabrik i Grugliasco, hvor de først modtog en zinkfosfat behandling og derefter blev helt nedsænkede i en række elektroforese bade inden de fik den afsluttende lakering. Resultatet var en supereffektiv rustbeskyttelse, som Alfa var ene om på den tid og som ligger milevidt fra de rustproblemer nogle forbinder med Alfa Romeo.

Lyder det alt sammen dyrt, så var det dyrt. En køber kunne få både en Jaguar E-type cabriolet OG en Jaguar E-type coupe hjem og stå i garagen for prisen på én Montreal. Det er nærmest et under, at denne bil nogensinde blev bygget, og den dag i dag fremstår en Montreal stadig som et ikon sat sammen af usædvanlig raffineret og avanceret teknik.

Denne Montreal er ganske usædvanligt solgt som ny i Danmark i 1976 af den kendte bil mand Lars Bang, og har lige siden tilhørt den samme familie. Bilen har kørt 50.793 km fra ny! Den er aldrig restaureret eller istandsat, men blev dog omlakeret da den skulle leveres, da den havde fået nogle skrammer. Naturligvis i originalfarven Arancio Metallizzato (kode 602). Vi kender bilen rigtig godt da vi har serviceret den i gennem mange år.

Denne Montreal er helt original i alle detaljer og fremstår med den fine patina, som den velpassede bil den er.  Hvilket gør den til en uhyre sjælden bil, for der er meget langt mellem de u-restaurerede eksemplarer i dag. Motoren trækker rent og fint helt nede fra lave omdrejninger akkompagneret af en fantastisk og forførende lyd fra de 8 cylindre. Gearkassen fungerer perfekt med korte præcise skift mellem de 5 trin. Denne Montreal kører virkelig som en bil, der kun lige har rundet de første 50.000 km.

Leveres synet og indregistreret.