Historien om dette ikon er vist kendt af de fleste med interesse for biler og motorsport. Henry Ford II gik længe med en drøm at vinde verdens hårdeste og mest prestigefyldte motorløb, Le Mans 24 timer. Da Fords forsøg på at overtage Ferrari gik i vasken, besluttede en rasende Henry Ford sig for selv at bygge en bil, der kunne sætte de suveræne Ferrari’er til vægs. Resultatet var GT 40. GT for Grand Touring og 40 refererede til bilens ultralave højde på kun 40 tommer. Bilen stod færdig i 1964, men der skulle gå små 2 år før sejrene kom. I 1966 stillede Ford til start på Le Mans med 3 biler og stod efter 24 timer med en 1-2-3 sejr. Ford GT 40 var med sejre 4 år i træk fra 1966 til 1969 kongen af Le Mans. Den er en af de klassiske sportsvogne, der er omgærdet af den største respekt og har indtaget en prominent plads blandt motorsportens største legender.
Der findes mange replicaer af denne legendariske vogn, men særligt 2 skiller sig ud. Superformance og CAV (Cape Advanced Vehicles). Dette er netop en bil fra sidsnævnte. Bygget færdig på fabrikken i Sydafrika og sendt til USA for at få ilagt en motor fra Ford motorbyggeren par excellence Jack Roush. 353R (5.7L) motoren fra Roush er et optimalt valg til en GT40. Her i den helt rigtige Le Mans opsætning med 4 dobbelte Weber 48 IDA karburatorer. Gearkassen er en dyr sag fra Getrag, der kan håndtere de mange heste. Alt på denne bil, lige fra de lækre Halibrand fælge, til den originale kabine, er til topspecifikationer og det er således ikke en af de slappe GT 40 wannabees med en astmatisk 3.5L Rover og en billig Renault gearkasse. Bilen, der har været indregistreret i USA, er med 1966 papirer. Den har kørt 2.200 miles og fremtræder overalt som fabriksny. Evt. bytte med en før-1975 eksotisk klassiker, fx. Maserati, Lamborghini, Alfa eller Ferrari. Pris på forespørgsel.