BILEN ER SOLGT, TAK
Med introduktionen af 911 turbo i 1975, blev Porsche den første producent der tilbød en turboladet sportsvogn. Baseret på 3 liters motoren fra Carrera, blev ydelsen hævet til 260 HK, hvilket gav bilen præstationer, som selv de italienske superbiler havde svært ved at matche. Med sine brede skærme og ikke mindst turbovingen blev bilen også et stilmæssigt ikon og succesen var i hus. I 1978 blev modellen i bedste Porsche tradition forbedret. Motoren var nu på 3,3 liter monteret med intercooler og ydede 300 HK. Bilen var voldsom hurtig og til at tøjle de mange kræfter blev der monteret nye 4-stemplede ventilerede skivebremser, som tog sit udgangspunkt i den legendariske Porsche 917. Og Porsche holdt fast i 4 trins gearkassen, idet man på det tidspunkt simpelthen ikke kunne levere en 5-trins der kunne klare det voldsomme moment motoren leverede ved max gas! Så blev det ikke meget bedre.
Dette eksemplar er produceret til det tyske marked og har kun kørt 72.000 km. Matching Numbers naturligvis, dokumenteret med CoA fra Porsche. Bilen er netop blevet renoveret for i alt 86.000 euro (iflg. regninger), blandt andet med komplet renovering af motor samt kabine, der fremstår i flot sort læder som originalt. Bilen er i 2019 blevet omlakeret i sin originale Grand Prix Weiss farve og står på originale renoverede RUF fælge med nye Michelin dæk. Med andre ord fremstår bilen tæt på perfekt.
Det er ikke uden en hvis respekt man sætter sig bag rattet af sådan en kraftkarl. Modellen har trods alt et rygte for at kunne køre sidelæns når turbotrykket tager fat på den anden side af 3.5oo omdrejninger. Og den er hurtig – rigtig hurtig og kræver at man tænker sig om. Ikke uden grund fik modellen hurtigt øgenavnet “The Widow Maker”. Giv den et dejligt stykke tysk motorvej med freie fahrt hvor den viser sig som en perfekt makker, der kan køre afslappet med 180 km/t, og stadigvæk have rigeligt med kræfter til at accelerere væk fra det meste – selv i dag 25 år efter den blev produceret. En klassisk Porsche fra allerøverste hylde, der har et solidt og godt investreings potentiale.
Bilen leveres med tyske papirer og med frisk TUV, klar til at give sin nye ejer masser af fornøjelser. Prisen er uden dansk registreringsafgift. Vi tilbyder også leasing som mulighed.